Per Aspera ad Astra

It is, in a way, galling that Europe still uses Russian and American launch pads and rockets for our space missions. On the other hand, there is a certain undeniable satisfaction in the fact that the first Galileo sattelite has been launched from Baikonur - the launch platform used to put the very first sattelite into orbit.

The Galileo project is more than simply redundant navigation. It is an important step towards European independence. We have come far from the divided and weakened Europe that listened fearfully to the blip-blip-blip of Sputnik I. We have moved towards a unified foreign policy and a unified economic policy. We have taken our place in the ranks of economic and industrial superpowers. We have taken steps towards independence in diplomacy and security.

And we now have a permanent precence in space.


Anti-discrimination - how NOT to do

Boy, have the Faroe Islands screwed the pooch. The Løgting recently turned down an ammendment to the local anti-discrimination law that would have made discrimination because of sexual orientation illegal.

That is a sad story indeed - but what is possibly even more omnious is the silence of so many of those politicians who normally pretend to be interested in anti-discrimination.

As my regular readers (humor me here) will no doubt be aware by now, civil liberties is high on my Things To Defend List. In a time where noisy religious bigots abuse antidiscrimination laws to wedge their undemocratic special interests into the public sphere, it is sad indeed to see a government failing to use anti-discrimination laws they way they are supposed to be used: To protect citizens from bigotry.

Unfortunately, it is increasingly being used to protect the bigots and their bigotry, as several relatively recent cases in the Danish Supreme Court demonstrated. I suppose that I could live with that - grudgingly - if those same anti-discrimination laws were simultanously protecting the civil liberties of citizens from those religious bigots. After all the old proverb about the perfect and the good still stands.

Now conservative christian politician in the Faroe Island Løgting have refused even that.


Piv, piv

Skal det nu være etnisk diskrimination at man bliver fyret fra sin arbejdsplads fordi man faster under ramadanen? Det skal det åbentbart ifølge Klagenævnet for Etnisk Ligestilling. Jeg kunne forstå hvis man argumenterede for at det var religiøs diskrimination, men etnisk? Og er religiøs diskrimination altid urimelig?

Der er to grunde til at tage dette emne op. Den ene er den stadigt mere utålelige sammenblanding af religion, kultur og etnicitet. Hallo, mennesker! Vågn op! Det er tre forskellige ting!

Man er ikke racist fordi man regner gejstligheden og dens heppekor af pseudointellektuelle cheerleaders for fjender af civilisationen.
Man er ikke kristen bare fordi man mener at mellemøstlig kultur har en række barbariske træk som skal bekæmpes - ligesom man ikke behøver at være muslim for at kunne se mangfoldige tåbeligheder og svigt i den europæiske kultur - for slet ikke at tale om den farce der giver sig ud for at være kultur på den anden side af Dammen.
Og endeligt behøver man ikke at være tilhænger af moskeer og håndsafhugning, bare fordi man mener at alle borgere selvfølgeligt skal behandles anstændigt uanset deres hudfarve.

Den anden grund til at bringe emnet op er egentligt en udløber af den første: Der er en aldeles utålelig tendens til at insistere på at folks religiøse nykker overtrumfer andre menneskers helt almindelige borgerlige rettigheder - i dette tilfælde arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet.

Religion er - i modsætning til hudfarve - noget man vælger at tage på sig. Hvis religiøse forordninger gør en borger til mindre effektiv arbejdskraft og bemeldte borger ikke er i stand til at udvise det minimum af professionalisme det kræver at afføre sig de mest tåbelige dogmer i garderoben sammen med sit overtøj, så fortjener han ikke at blive ansat! En arbejdsgiver kan ikke forlange at man undsiger sin religion, men han kan den Onde brandstageme forlange at den ikke påvirker ens værdi som arbejdskraft negativt.

Hvis en arbejdsplads har en regel der siger at man ikke må ryge på arbejdet, så forventes det at medarbejderne overholder den.
Hvis en arbejdsplads har en regel der siger at man ikke må have seksuelt samkvem med kolleger i arbejdstiden så forventes det at medarbejderne overholder den.
Hvis en arbejdsplads har en regel der siger at man påklæder sig neutralt og anstændigt så forventes det at medarbejderne overholder den.
Hvis en arbejdsplads har en regel der siger at man møder udhvilet og med et rimeligt blodsukker så forventes det at medarbejderne overholder den.
Hvis en arbejdsplads har en regel der siger at medarbejdere kan indkaldes med kort varsel på skæve arbejdstider så forventes det at medarbejderne overholder den.

Og hvis ikke medarbejderne kan finde ud af det, så bliver de fyret.

Med mindre selvfølgeligt de kan finde et bibelvers der modsiger arbejdspladsens regler. For så kan man nemlig klage til Klagenævnet for Etnisk Ligestilling.


Peace In Our Time?

I was actually a little uncertain which language to write this submission in. On the one hand, it displays a rather unsavory trend in local, Danish politics - and one that foreigners might find it a little hard to understand. On the other hand, it is about an event that should concern the whole world.

As you see, the 'international edition' was the one that went to print.

I'll start with a little background. Those who have been hiding under a rock or visiting relatives on Mars for the past three months can start here. Those who already know that we are in the middle of what has the potential to become the most disgraceful concession to fascism since the Fatwa against Salman Rushdie can skip the next 4 paragraphs.

The farce (it stopped being a comedy when a Pakistani fascist party started issuing death threats) started about two and a half month ago. An author of a book about Mohammed was looking for illustrators. To his surprise and (considerable) consternation, he could find none who were willing to illustrate the book under their own name. Taken as a group Danish artists aren't exactly known for their islamophobia, so the author decided to call a newspaper and tell them that they'd better take a look at Muslim extremism in Denmark.

The newspaper reported the story, and commented it with 12 satirical cartoons of Mohammed. (Yes, I've seen them. No, I won't publish them. No its not because I fear Muslim extremists. Its because they are protected by copyright, and violating copyright is pretty high on Blogger's get-yourself-banned list.)

The reaction to the article was interesting, to say the least. Rather than decrying the author's fear that illustrators were scared of Muslim extremism as absurd propaganda intended to vilify Islam, the Islamic community in Denmark and abroad promptly moved to justify those very accusations by crying foul against the cartoons.

About 3000 enraged Muslims took the streets in Copenhagen, in the largest single demonstration against the freedom of the press in (AFAIK) more than 60 years. The aforementioned death threats followed hot on their heels, and a number of self-proclaimed 'Muslim countries' filed a complaint with the UN. Which, in any properly run universe, is going to come up dry, of course, since freedom of the press and freedom of the academia trumph stupid religious taboos any day of the week.

What got me writing today was a talking head on the radio who, in a feature about the UN suit against Denmark, delivered an interesting juxtaposition of remarks in support (at least that's how he meant them to sound) for the position that JyllandsPosten should excuse and withdraw their cartoons:

"[Vi bør tænke over,] [h]vad er det for et samfund vi lever i, og hvad er det for et samfund vi ønsker.
([We should consider] [w]hat kind of society we live in, and what kind of society we want.)"


"Det der vil være virkeligt ubehageligt ville vaere et hvor vi konstant levede i konflikt med hinanden.
(What would be really unpleasant would be one in which we were in constant conflict with each other.)"

[My translations]

You know, I actually think that a society of constant 'conflict' is preferable to one where the religious sensibilities of extremist Ayatollah-wanna-bes dictate the limits of the freedom of the press.

Be afraid. Be very afraid of the pseudo-intellectuals who attempt to appease fundies, and try in vain to bargain for peace in our time. For they are the ones who will supinely surrender your freedoms alongside their own, in order to accommodate a loud but tiny minority who have no legitimate business at all in the public sphere anyway.

The right to blaspheme is central to civilized society, and any 'conflict' it creates with religious bigots is not of our making. So let us stand firm against the rising tide of medieval inquisitions and give the fundies a 'conflict' they won't enjoy.



At long last Ante Gotovina has been captured and is on his way to Hague, despite the endless obstructionism of Croatian nationalists and, reportedly, the aid of the Catholic Church. This is happy news indeed.

Hopefully, continuing progress in capturing the key perpetrators of the atrocities that wrecked the Balkan states will go some way towards healing wounds and improving stability and integration in these prospective EU member states.

But at the very least, it should send a message: The Hague is not impotent. The international community will not sit passively by and watch the likes of Milosevic and Pinochet squirm away into peaceful retirement.


Hykleri A/S

Hvis man kunne tage patent på hykleri (og man kan jo så meget med amerikansk patentlovgivning) kunne man have scoret nogle fede royalties i de seneste par uger.

Da op imod 3000 (DRs overslag) muslimske fundamentalister i sidste måned demonstrerede imod trykkefriheden i Københavns gader var reaktionen fra de politikere der ellers burde være forrest i den antifascistisk kamp en larmende tavshed. I de sidste par dage hvor racistiske hooligans har hærget Aarhus er de selvsamme politikere hvis fravær i november var så sigende nu ude med riven, imens de der var allermest fremme i skoene i sidste måned er nærmest demonstrativt tavse.

Er den danske partipolitik virkeligt kommet så langt ud at man er villig til at tolerere utilsløret fascisme, så længe det er ens egne fascister der marcherer skrigende gennem gaderne? Er det ikke efterhånden på tide at vore politikere - og vore borgere - rejser sig og siger fra? Nej, vi vil ikke have ayatollaher på Nørrebro! Nej, vi vil ikke have skinheads i Aarhus! Dette er ikke en partipolitisk uenighed, for alle er vel for Helvede enige om at vi ikke vil have racisme og fundamentalisme i Danmark!

Eller hvad?


Kan selv, vil selv

Den anden større hjerneblødning vor kære minister har haft i denne uge har været et udspil om afskaffelse af gruppeeksaminerne i hele uddannelsessystemet, inkl. på universiteterne.

At man ønsker at afskaffe gruppeeksamen i folkeskolen og gymnasiet kan jeg ikke beklage mig over. De har som jeg ser det i langt de fleste fag ikke noget at bidrage med. Det er klart at man kan have gavn og glæde af gruppeeksaminer i fag som musik og idræt, men det er et klart mindretal.

Men at man fra ministerielt hold vil blande sig i hvordan man eksaminerer på universiteterne er aldeles forrykt. Det rager det slet ikke ministeriet hvordan universiteterne evaluerer deres kurser; den kompetence har traditionelt ligget hos de enkelte studienævn helt ude på institutniveau.

Det er der et par gode grunde til: For det første har ministeriet har hverken den nødvendige faglige kompetence, eller for den sags skyld tilstrækkelige resourcer, til meningsfuldt at diktere universiteternes eksamensformer.

For det andet er der en væsentlig principiel forskel på universiteter og gymnasier: Ved universiteter underviser man studerende, i gymnasier underviser man elever.

De studerende ved de danske universiteter er faktisk den gruppe der har den allermest udtalte interesse i at holde den faglige fane højt; de skal umiddelbart efter bestået speciale ud på arbejdsmarkedet, så det er ris til egen røv hvis de tillader at man sænker niveauet. Og det ved flertallet af de studerende udmærket godt.

De studerende er også i den bedste position til at vurdere kvaliteten af deres eksaminer; de ved udmærket godt hvor meget eller lidt de har fået ud af et givent kursus, og hvis eksamen ofte og markant giver et bedre resultat end de forventer, så er vi ofte de første (og eneste) der råber i gevalt.

Endeligt er der mange flere aktive og engagerede studerende end ministeriet nogen sinde kan indrullere i deres embedværk. Vi er adskillige hundrede studenterpolitisk aktive bare ved Københavns Universitet, og på mange institutter er de studerendes frivillige arbejde en vigtig - enddog vital - del af det maskineri der får instituttet til at køre glat.

Vi kan med andre ord udmærket bedømme hvorvidt en eksamensform er passende for netop vores fag, vi har alle interesser i at holde niveauet så højt som muligt, vi har langt, langt flere mandetimer at kaste efter projektet end minsteriet nogensinde får, og vi har uendeligt meget bedre mulighed for at opdage misbrug og uhensigsmæssigheder end ministeriet. Lad være med at berøve de danske universiteter den resource med snæver ministeriel styring.


Om igen, Sander

Som studerende ved et universitet sorterer man under Videnskabsministeriet, ikke Undervisningsministeriet. Det kan være en Meget God Ting (som det f.eks. var mens Tørnæs huserede i Undervisningsministeriet), og overordnet set beklager jeg da heller ikke denne tingenes tilstand.

Det betyder imidlertid at den Øverste Vilje under Vorherre (eller i alt fald den øverste vilje under finansministeren, hvilket i universitetssammenhæng stort set kan komme ud på et) i øjeblikket hedder Helge Sander.

Hans seneste indfald er at man skal trækkes i SU hvis man tager mere end 1 sabbatår mellem afslutningen på gymnasiet og indskrivningen ved en videregående uddannelse. Det er af flere grunde ikke noget specielt smart forslag.

For det første er jeg af den overbevisning at det i al almindelighed er en dårlig ide at bruge SUen til at styre de uddannelsessøgendes vej gennem studiet. Incitamentsstyret SU vil nemlig uværgeligt føre til at færre borgere bliver i stand til at tage en universitetsgrad.

Uanset hvordan man konstruerer et SU-system vil der være en gruppe af studerende som falder igennem fordi de går en anden vej end den systemet er designet til, men man kan minimere den gruppe ved at gøre systemet fleksibelt og gennemskueligt - i øvrigt en dyd i al offentlig virksomhed. Et incitamentsstyret system kan principielt godt gøres gennemskueligt, men det vil aldrig blive lige så fleksibelt som det system vi har i dag.

Det vil uafvendeligt medføre at nogle borgere vil stå i en situation hvor de ikke har råd til at tage en uddannelse som de ellers ville have både kvalifikationerne og talentet til at mestre.

'Fordelen' ved en incitamentsstyret SU vil være at færre begynder på en universitetsuddannelse uden at færdiggøre den. Men er det virkeligt en fordel? Ønsker vi virkeligt at universiteterne skal lukke sig om sig selv, og kun være til for de der kan gennemføre hele studiet?

Det mener jeg ikke. En af et universitets fornemste opgaver er at formidle kontakt mellem det 'civile' samfund og det videnskabelige samfund. Denne kontakt er vital både for samfundet og for universiteternes legitimitet i offentlighedens øjne. Ethvert tiltag der mindsker tilgangen til universiteterne vil svække universiteternes evne til og mulighed for at nå den del af befolkningen som ikke i forvejen er akademikere.

Den anden indvending imod Sanders forslag er noget mere prosaisk: Der er mindst en snes landminer gemt i implementeringen hans ide, og det skal nok lykkes ham at vade på i hvert fald 4-5 af dem.

Hvordan vil man f.eks. måle hvor mange sabbatår folk har taget?

Måler man fra gymasiets afslutning til immatrikulationen på universitetet?
Hvad så med de gymnasieelever der går mere end 3 år i gymnasiet (man har lov til at bruge op til 5 år på gymnasiet, og den kvikke elev der gerne vil tage sabbatår skal nok finde ud af at bruge den mulighed til at krybe uden om Sanders forslag)?
Hvad med de elever der bliver nødt til at bruge et år på at tage suppleringsfag fordi Tørnes' gymnasiedeform har maltrakteret fleksibiliteten i den danske gymnasieskole?

Eller vil man måle fra indskrivningen i gymnasiet? Hvad så med de der har brug for mere end 3 år for at bestå gymnasiet? Skal de straffes dobbelt hårdt ved først at miste 1-2 års arbejdsindkomst og derefter få et hak i SUen?

Man kunne også måle efter alder. Det vil ganske vist betyde at man straffer studerende for at deres forældre har sat dem for sent i skole - man vil altså tage penge fra dem p.g.a. en beslutning som de sandsynligvis hverken havde lod eller del i.

Og endeligt: Danmark ser i øjeblikket ufaglærte arbejdspladser forsvinde. Hvad med den ufaglærte arbejder der gerne som 40-årig vil tage en universitetsuddannelse? Hvor passer han ind i systemet? Den tidligere småkriminelle som vil tage en uddannelse efter at have hængt på gadehjørnet i 3-4 år efter gymnasiet?

Ja, det koster at lade det meste af befolkningen se et universitet inde fra i et par år af deres liv. Det koster også at afholde valg, at drive Danmarks Radio og at sikre domstolenes uafhængighed. De omkostninger betaler vi. Er et levende universitetsmiljø uden elfenbenstårne mindre vigtigt for demokratiet?

Om, igen Sander. Giv os et system der ikke vil drukne i urimeligheder og dispentationsansøgninger.