Jeg taler naturligvis i overskriften om regeringens udspil til forringelse af det danske universitetssystem, også kendt som
velfærdsudspillet (særligt p. 35).
Ret skal være ret, der er faktisk nogen nogenlunde fornuftigt initiativer i pakken (blind høne kan åbenbart godt finde korn): Taxameterordningen omlægges så specialet udløser flere taxameterkroner til universitetet end det tilsvarende antal point kurser. Det giver rent faktisk god mening. Studievejledningen styrkes overfor de der kommer bagud med studiet, hvilket der ikke kan være noget galt i. Og SU-fribeløbet forhøjes. Det kan intet normaltbegavet menneske vel heller have noget imod.
Når det er sagt, så er der en lang række af forslag der vil virke stik imod den erklærede hensigt:
Den ud fra et rent fagligt synspunkt alvorligste hjerneblødning, er at man vil slagte specialet. Der lægges op til at et halvårligt speciale skal være reglen snarere end undtagelsen.
Et halvårligt speciale i eksperimentalfysik? Med leveringstider for udstyrsdele der løber op i måske 2-3 måneder? Man undres.
En af de ting der gør at fysikere netop fra Danmark er eftertragtede i udlandet, er at vi har helårige specialer. De fungerer som en optræning i hvordan man arbejder med faget i praksis, omtrent ligesom blikkenslageres virksomhedspraktik. At slagte den ordning er et eksempel på det idioti jeg omtaler i overskriften.
At det derudover er et skoleeksempel på utidig og usaglig indblanding i ting der ikke rager folketinget og regeringen (studiestruktur og studieordninger er
studienævnenes kompetenceområde, og det er der en
grund til), er i den sammenhæng bare saltet der strøs i såret. Armslængdeprincip? Ikke her i landet, øjensynligt.
At man ønsker bindende deadlines for aflevering af speciale er i og for sig en sympatisk tanke, men det er igen et punkt der ikke rager regeringen. Eksamensreglerne fastlægges af fakultet og studienævn, og det bør de blive ved med.
Og så kommer vi til SU-en... Den er jo et kapitel helt for sig. Nu skal man til at 'incitamentsstyre' - fordi det gør klippekortssystemet åbenbart ikke i forvejen?
Det mest slående er egentligt ikke at regeringen forventer at man med denne 'incitamentsstyring' kan spare penge på SU-en. Den bukkefod havde jeg set stikke frem under kilten, selvom det godt kan undre at de skriver det
in so many words. Det der virkeligt slog mig med undren var forslagenes fantasiløshed.
Af de fremlagte forslag kan jeg kun se et enkelt der vil have en effekt der ikke i forvejen er indeholdt i klippekortssystemet. De tre andre forslag er ene og alene forskønnende omskrivninger af at man ønsker at skære i SU-en og universiteternes bevillinger over en bred kam.
Det første redskab i regeringens 'incitamentsstyring' (og det eneste der har en hypotetisk chance for at få den virkning der påstås at være den ønskede) er at det skal koste 1 kKr pr. måned i SU at tage mere end to sabbatår. Det er jeg principielt imod, men det vil som det er udformet i oplægget (lidt afhængigt af dispentationspraksis) ikke ramme specielt mange, og kunne desuden hypotetisk set godt tænkes at have den ønskede effekt.
Så kommer vi til et mere besynderligt forslag: Man vil nu tilbageholde en del af SU-en (6000 kr. pr. halvår) til efter eksamen er bestået. Hvad man ønsker at opnå med dette som ikke allerede er indeholdt i klippekortssystemet står lidt hen i det uvisse, bortset fra at give de studerende der ikke har en stor børneopsparing lidt ekstra bankrenter at betale på deres kassekredit...
Men så er det også slut med det der skal gå for at være noget der engang tangentielt har set noget der kunne minde om fornuft. De sidste to forslag er nemlig aldeles sindssyge.
For det første skal der nu kun udbetales taxameterpenge for de kurser der bestås inden for normeret tid + et år. Dette påstås at skulle tilskynde universiteterne til at gøre de studerende hurtigere færdige.
I realiteten vil det betyde at alle der bliver mere end et år forsinket vil blive smidt ud (i mere eller mindre floromvundne vendinger), for derefter at fuldføre på Åbent Universitet. Imod behørig betaling, naturligvis.
Brugerbetalingen stikker med andre ord sin fod ind gennem bagdøren. Eller måske skulle man hellere sige at brugerbetalingen vader lige ind gennem hovedporten, tramper med sine beskidte markskadestøvler igennem hallen, går op i soveværelset og voldtager det danske universitetssystem i sengen.
Er det ikke en lidt vel bekymret måde at fremstille sagen på? Kunne man ikke forestille sig at det ikke kom til at gå helt så vidt? Tjoh, måske, men jeg ville blive overordentligt overrasket hvis det var tilfældet. Universiteternes økonomi er spændt så hårdt op at de simpelthen ikke har råd til at bruge penge på en studerende der ikke giver STÅ. Hvad enten den STÅ så kommer fra statskassen, eller den studerendes egen lomme. Eller, og det er nok mere realistisk, den studerendes forældres lomme.
Så meget for al snakken om at bryde den sociale arv... Fra bistandsklient til bankdirektør
my ass.
Den sidste markante hjerneblødning er at man nu kun vil give SU til den del af studiet der ligger inden for normeret tid. Man ønsker altså at afskaffe kompetenceåret. Hvorfor det forslag er renlivet idioti er imidlertid lidt sværere at forstå. Men ikke ret meget.
For de fleste mennesker betyder 'normeret tid' den tid man forventes at bruge på at færdiggøre sin uddannelse. Folkeskolen har en normeret tid på 9 år. Gymnasieskolen har en normeret tid på 3 år. Og en kandidatuddannelse har en normeret tid på 5 år. Og kun under ganske særlige betingelser bør man bruge længere tid.
Denne opfattelse af begrebet 'normeret tid' er beklageligvis lige så forkert som den er udbredt. Hvis alle gennemfører på normeret tid, så er niveauet for lavt, normeringen for lang, og/eller frafaldet for stort.
Hvorfor? Fordi mennesker er forskellige, har forskelligt talent og forskellige forudsætninger.
Så hvis de der i udgangspunktet er dårligst stillede gennemfører lige så hurtigt som de bedst stillede, så betyder det at niveauet er så lavt at de dygtigste spilder deres tid.
Hvis de bedst stillede gennemfører på under normeret tid, så er normeringen urealistisk lang (husk at normeringen er den tid det er
teoretisk muligt at gennemføre på, hvis man går den slagne vej).
Og hvis de dårligst stillede dropper ud, så har man et andet, men til gengæld lettere fatteligt problem.
Man får med andre ord enten et enormt resourcespild eller en fuldstændigt fiktiv normering, hvis man vil tvinge alle til at gennemføre på normeret tid.
Case in point: Folkeskolen.
Beklageligvis er der nok bred politisk opbakning til endnu en gang at årelade de universitetsstuderendes økonomi (vi ved jo alle sammen at vore studerende har
alt for mange penge at rutte med...) og detailstyre universiteterne. Og det giver da anledning til visse overvejelser.
At de borgerlige partier betragter universiteterne som pølsefabrikker og i øvrigt går ind for at slagte alle dele af velfærdsstaten (og det til trods for at velfærdsstaten faktisk er den mest produktive økonomiske model i verdenshistorien...) kan jo ikke undre nogen.
At DF mener at man kan tillade sig at skide på de universiteterne og de studerende burde heller ikke komme som nogen markant overraskelse.
Og at de Radikale kun kan bruge de unge som stemmekvæg, der skal lokkes i båsen med skinger og rabiat retorik kommer heller ikke som nogen overraskelse for mig. At de er så åbentlyst villige til at ofre os i velfærdsdebatten kan godt virke som en taktisk og kommunikationsmæssig fodfejl, men den grundlæggende linie i det radikale venstre har de sidste adskillige år været anti- og pseudointellektuel.
Det eneste lyspunkt er faktisk at Socialdemokratiet ikke har glemt at de også er et parti for studerende...
