Om igen, Sander
Som studerende ved et universitet sorterer man under Videnskabsministeriet, ikke Undervisningsministeriet. Det kan være en Meget God Ting (som det f.eks. var mens Tørnæs huserede i Undervisningsministeriet), og overordnet set beklager jeg da heller ikke denne tingenes tilstand.
Det betyder imidlertid at den Øverste Vilje under Vorherre (eller i alt fald den øverste vilje under finansministeren, hvilket i universitetssammenhæng stort set kan komme ud på et) i øjeblikket hedder Helge Sander.
Hans seneste indfald er at man skal trækkes i SU hvis man tager mere end 1 sabbatår mellem afslutningen på gymnasiet og indskrivningen ved en videregående uddannelse. Det er af flere grunde ikke noget specielt smart forslag.
For det første er jeg af den overbevisning at det i al almindelighed er en dårlig ide at bruge SUen til at styre de uddannelsessøgendes vej gennem studiet. Incitamentsstyret SU vil nemlig uværgeligt føre til at færre borgere bliver i stand til at tage en universitetsgrad.
Uanset hvordan man konstruerer et SU-system vil der være en gruppe af studerende som falder igennem fordi de går en anden vej end den systemet er designet til, men man kan minimere den gruppe ved at gøre systemet fleksibelt og gennemskueligt - i øvrigt en dyd i al offentlig virksomhed. Et incitamentsstyret system kan principielt godt gøres gennemskueligt, men det vil aldrig blive lige så fleksibelt som det system vi har i dag.
Det vil uafvendeligt medføre at nogle borgere vil stå i en situation hvor de ikke har råd til at tage en uddannelse som de ellers ville have både kvalifikationerne og talentet til at mestre.
'Fordelen' ved en incitamentsstyret SU vil være at færre begynder på en universitetsuddannelse uden at færdiggøre den. Men er det virkeligt en fordel? Ønsker vi virkeligt at universiteterne skal lukke sig om sig selv, og kun være til for de der kan gennemføre hele studiet?
Det mener jeg ikke. En af et universitets fornemste opgaver er at formidle kontakt mellem det 'civile' samfund og det videnskabelige samfund. Denne kontakt er vital både for samfundet og for universiteternes legitimitet i offentlighedens øjne. Ethvert tiltag der mindsker tilgangen til universiteterne vil svække universiteternes evne til og mulighed for at nå den del af befolkningen som ikke i forvejen er akademikere.
Den anden indvending imod Sanders forslag er noget mere prosaisk: Der er mindst en snes landminer gemt i implementeringen hans ide, og det skal nok lykkes ham at vade på i hvert fald 4-5 af dem.
Hvordan vil man f.eks. måle hvor mange sabbatår folk har taget?
Måler man fra gymasiets afslutning til immatrikulationen på universitetet?
Hvad så med de gymnasieelever der går mere end 3 år i gymnasiet (man har lov til at bruge op til 5 år på gymnasiet, og den kvikke elev der gerne vil tage sabbatår skal nok finde ud af at bruge den mulighed til at krybe uden om Sanders forslag)?
Hvad med de elever der bliver nødt til at bruge et år på at tage suppleringsfag fordi Tørnes' gymnasiedeform har maltrakteret fleksibiliteten i den danske gymnasieskole?
Eller vil man måle fra indskrivningen i gymnasiet? Hvad så med de der har brug for mere end 3 år for at bestå gymnasiet? Skal de straffes dobbelt hårdt ved først at miste 1-2 års arbejdsindkomst og derefter få et hak i SUen?
Man kunne også måle efter alder. Det vil ganske vist betyde at man straffer studerende for at deres forældre har sat dem for sent i skole - man vil altså tage penge fra dem p.g.a. en beslutning som de sandsynligvis hverken havde lod eller del i.
Og endeligt: Danmark ser i øjeblikket ufaglærte arbejdspladser forsvinde. Hvad med den ufaglærte arbejder der gerne som 40-årig vil tage en universitetsuddannelse? Hvor passer han ind i systemet? Den tidligere småkriminelle som vil tage en uddannelse efter at have hængt på gadehjørnet i 3-4 år efter gymnasiet?
Ja, det koster at lade det meste af befolkningen se et universitet inde fra i et par år af deres liv. Det koster også at afholde valg, at drive Danmarks Radio og at sikre domstolenes uafhængighed. De omkostninger betaler vi. Er et levende universitetsmiljø uden elfenbenstårne mindre vigtigt for demokratiet?
Om, igen Sander. Giv os et system der ikke vil drukne i urimeligheder og dispentationsansøgninger.
Det betyder imidlertid at den Øverste Vilje under Vorherre (eller i alt fald den øverste vilje under finansministeren, hvilket i universitetssammenhæng stort set kan komme ud på et) i øjeblikket hedder Helge Sander.
Hans seneste indfald er at man skal trækkes i SU hvis man tager mere end 1 sabbatår mellem afslutningen på gymnasiet og indskrivningen ved en videregående uddannelse. Det er af flere grunde ikke noget specielt smart forslag.
For det første er jeg af den overbevisning at det i al almindelighed er en dårlig ide at bruge SUen til at styre de uddannelsessøgendes vej gennem studiet. Incitamentsstyret SU vil nemlig uværgeligt føre til at færre borgere bliver i stand til at tage en universitetsgrad.
Uanset hvordan man konstruerer et SU-system vil der være en gruppe af studerende som falder igennem fordi de går en anden vej end den systemet er designet til, men man kan minimere den gruppe ved at gøre systemet fleksibelt og gennemskueligt - i øvrigt en dyd i al offentlig virksomhed. Et incitamentsstyret system kan principielt godt gøres gennemskueligt, men det vil aldrig blive lige så fleksibelt som det system vi har i dag.
Det vil uafvendeligt medføre at nogle borgere vil stå i en situation hvor de ikke har råd til at tage en uddannelse som de ellers ville have både kvalifikationerne og talentet til at mestre.
'Fordelen' ved en incitamentsstyret SU vil være at færre begynder på en universitetsuddannelse uden at færdiggøre den. Men er det virkeligt en fordel? Ønsker vi virkeligt at universiteterne skal lukke sig om sig selv, og kun være til for de der kan gennemføre hele studiet?
Det mener jeg ikke. En af et universitets fornemste opgaver er at formidle kontakt mellem det 'civile' samfund og det videnskabelige samfund. Denne kontakt er vital både for samfundet og for universiteternes legitimitet i offentlighedens øjne. Ethvert tiltag der mindsker tilgangen til universiteterne vil svække universiteternes evne til og mulighed for at nå den del af befolkningen som ikke i forvejen er akademikere.
Den anden indvending imod Sanders forslag er noget mere prosaisk: Der er mindst en snes landminer gemt i implementeringen hans ide, og det skal nok lykkes ham at vade på i hvert fald 4-5 af dem.
Hvordan vil man f.eks. måle hvor mange sabbatår folk har taget?
Måler man fra gymasiets afslutning til immatrikulationen på universitetet?
Hvad så med de gymnasieelever der går mere end 3 år i gymnasiet (man har lov til at bruge op til 5 år på gymnasiet, og den kvikke elev der gerne vil tage sabbatår skal nok finde ud af at bruge den mulighed til at krybe uden om Sanders forslag)?
Hvad med de elever der bliver nødt til at bruge et år på at tage suppleringsfag fordi Tørnes' gymnasiedeform har maltrakteret fleksibiliteten i den danske gymnasieskole?
Eller vil man måle fra indskrivningen i gymnasiet? Hvad så med de der har brug for mere end 3 år for at bestå gymnasiet? Skal de straffes dobbelt hårdt ved først at miste 1-2 års arbejdsindkomst og derefter få et hak i SUen?
Man kunne også måle efter alder. Det vil ganske vist betyde at man straffer studerende for at deres forældre har sat dem for sent i skole - man vil altså tage penge fra dem p.g.a. en beslutning som de sandsynligvis hverken havde lod eller del i.
Og endeligt: Danmark ser i øjeblikket ufaglærte arbejdspladser forsvinde. Hvad med den ufaglærte arbejder der gerne som 40-årig vil tage en universitetsuddannelse? Hvor passer han ind i systemet? Den tidligere småkriminelle som vil tage en uddannelse efter at have hængt på gadehjørnet i 3-4 år efter gymnasiet?
Ja, det koster at lade det meste af befolkningen se et universitet inde fra i et par år af deres liv. Det koster også at afholde valg, at drive Danmarks Radio og at sikre domstolenes uafhængighed. De omkostninger betaler vi. Er et levende universitetsmiljø uden elfenbenstårne mindre vigtigt for demokratiet?
Om, igen Sander. Giv os et system der ikke vil drukne i urimeligheder og dispentationsansøgninger.
posted by JS at 22:13
0 Comments:
Post a Comment
<< Home