3.2.06

En interessant observation om Muhammedtegningerne

De der kan huske hvad der var dagsaktuelle emner i ugerne op til offentliggørelsen af de famøse tegninger af Muhammed har måske undret sig over at det var netop disse der gav anledning til de største protester. Jeg kan i alt fald huske at jeg gjorde mig nogle overvejelser i den retning.

Der var nemlig en anden - og ud fra enhver rimelig standard mere alvorlig - sag fremme i den offentlige debat på det tidspunkt: Louise Frevert (pulje på hvornår hun bliver gået fra DFs folketingsgruppe?) var under heftig beskydning for på sin hjemmeside at have sammenlignet muslimer med kræftceller.

Det rejser et par interessante spørgsmål om Islamisk Trossamfunds prioriteringer, al den stund der ikke længere kan være nogen rimelig tvivl om at Islamisk Trossamfunds løgne, bagvaskelser og antidemokratiske agitation, har været langt den vigtigste grund til at netop tegningerne - frem for hjemmesiden - fik den store opmærksomhed.

Hvorfor brugte Islamisk Trossamfund ikke deres øjensynligt ganske betydelige kræfter på at gøre demokratiet en tjenest og bekæmpe Louise Frevert? Hvorfor valgte Islamisk Trossamfund at gå efter den mindst alvorlige sag? Hvorfor valgte Islamisk Trossamfund at angribe en uangribelig krænkelse, når de kunne have angrebet en forkastelig krænkelse?

Det kunne være almindelig inkompetence, men Islamisk Trossamfund har vadet så meget rundt i spinatbedet i denne sag at jeg ikke kan undgå at få visse mistanker. Det ville jo ikke ligefrem være første gang i verdenshistorien at en fascistisk organisation har udnyttet udenrigspolitiske problemer til indenrigspolitisk vinding...

0 Comments:

Post a Comment

<< Home